Annette Hildebrand Jensen
Det er deltagerne der skal på!
Rigtig mange kommer til kurser og undervisning med et dilemma: de forventer, at de kan læne sig tilbage og blive "fyldt på" men samtidig finder mange, at det er kedeligt og irrelevant når en underviser bare fører ordet. Mange undersøgelser viser, at undervisere på alle niveauer taler op imod 75% af tiden og af den resterende tid går en stor del med at deltagerne svarer på underviserens spørgsmål. Puha.
Hvad med at gøre noget andet? Her er nogle konkrete bud:
1. Mød deltagerne kort inden undervisningsstart og få talt løst med et par deltagere. Så er vejen til dialog også i undervisningen kortere.
2. Præsenter dig på en måde, hvor du signalerer, at du har blik for deltagernes situation og håb fx ved at italesætte, hvad du håber, de deltager med og hvad de kan bruge læringen til.
3. Sæt dem sammen - gerne i rundkreds - og lad alle "tjekke ind" ved at relatere sig til det, I skal være sammen om. Her kan du få adresseret en hel masse "teori" eller få input til senere at koble dit stof til deltagernes erfaringer og ord.
4. Tal aldrig mere end 20 minutter ad gangen. Stop så og lad dem tale 3 minutter med sidemanden om det de har hørt eller skrive noter.
5. Giv dem nye makkere til de øvelser, du iscenesætter.
6. Spørg jævnligt "hvilken mening det I taler om giver lige nu og her.."
7. Lav en "tjek-ud" hvor alle inspireres til at høre, hvad de andre fik med fra undervisningen. Og send så folk afsted med en opmærksomhed - noget at se efter eller at gøre - og evt. et par ord om, hvad der skal ske næste gang. Sørg for at de glæder sig til at mødes og være på igen!
